Lette fastelavnsboller
- Nanna Philbert
- 29. jan. 2016
- 2 min læsning
Opdateret: 2. mar. 2020
Fastelavn er en gammel tradition, der har til formål at forberede os til påske. Fastelavnsbollen er en næsten lige så gammel tradition, der opstod som følge af, at man i gamle dage i fastelavnstiden mæskede sig i alverdens lækkeriger inden fasten. Her kommer fastelavnsbollen ind i billedet. Dog lever vi nu i et samfund, hvor vi ikke faster inden påsken - derfor kan vi stadigvæk godt nyde en dejlig fastelavnsbolle. Med min opskrift på ernæringsforbedrede fastelavnsboller kan dette gøres med god samvittighed!
(obs: alt kan spises med god samvittighed i de rette mængder)
Disse fastelavnsboller har et højt indhold af protein og sundt fedt og et relativt lavt indhold af kulhydrat. De er derfor ikke alene lækre, men også et næringsrigt mellemmåltid. Til 8 fastelavnsboller (kun bollerne) skal man bruge:
- 6 økologiske æg
- 150 g. skyr natural
- 40 g. mandler
- 10 g. hørfrø (eller andre kerner/frø)
- 15 g. solsikkekerner (eller andre kerner/frø)
- 30 g. HUSK fiber
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. kardemomme
- Lidt salt og evt. lidt sødemiddel, hvis man gerne vi have lidt sødme i bollerne

Først blendes/pureres nødder/kerner til mel i en foodprocessor eller lign. Herefter tilsættes æg og skyr til en skål og piskes sammen til det er lidt luftigt. Herefter tilsættes nøddemelet, HUSK fiber, bagepulver, kardemomme, salt og evt. sødemiddel. Bland dejen godt sammen og lad den stå i 15 minutter. Den vil virke ret flydende lige i starten, men fibrene suger det meste af væsken i trækketiden og massen vil få en dejlignende konsistens. Tænd nu ovnen på 180 grader.


Når dejen har trukket, fordeles den til 8 boller på en bageplade med bagepapir. Dejen er klistret, så det er nemmest at gøre med en ske, som først dyppes i koldt vand. Bollerne skal have omkring 20 minutter midt i ovnen.

Imens bollerne er i ovnen, kan man forberede cremen, så den kan nå at trække lidt imens bollerne køler af. Creme til 8 boller kræver følgende ingredienser, som bare skal blandes sammen i en skål:
- 300 g skyr natural
- 1 tsk. vaniljesukker (eller en vaniljestang)
- 2 til 3 ml flydende sødemiddel, alt efter hvor sød cremen ønskes

Ønsker man også en let glasur på sine fastelavnsboller, kan dette nemt laves ved at blande 2 tsk. rå kakaopulver og 8 tsk. flormelis sødemiddel gradvist sammen med vand, indtil det har den ønskede konsistens (obs: man skal bruge mindre vand, end man lige regner med).

Når bollerne er kølet af, hvilket tager omkring 30 min., er de klar til servering. Bollerne flækkes, og en spiseskefuld creme fordelen på hver bollebund, hvorefter toppen påsættes. Top med glasur, og fasteavnsbollerne er komplette!


I en fastelavnsbolle med creme og glasur er der 186 kcal, 10 g. kulhydrat, 10 g. fedt og 14 g. protein. De kan serveres med det samme, men de bliver bestemt ikke dårlige af at trække et par dage i køleskabet. God appetit!
Comentarios