top of page
  • Forfatters billedeNanna Philbert

Pandekager

Opdateret: 19. apr. 2020

Som så mange andre danskere holder jeg mig meget hjemme for tiden med corona-udbrud. Det gælder om at holde humøret og hyggen oppe og der er få ting der siger hygge mere end pandekager. Derfor får I her min opskrift på simple, gode gamle klassiske pandekager.

Til ca. 8 stk. skal du bruge:

- 150 g./2,5 dl. hvedemel

- 1 spsk. vaniljesukker

- 1 spsk. sukker

- 0,5 tsk. kardemomme

- Lidt salt

- Evt. lidt natron hvis man gerne vil have en lidt 'sprød' kant

- 4,5 dl mælk (eller havredrik)

- 2 æg

- Smør eller kokosolie til stegning

Start med at piske æg og mælk sammen i en skål. Bland mel med vaniljesukker, sukker, kardemomme og salt.

Pisk gradvist melblandingen i skålen med mælk og æg og pisk indtil alle klumper er væk.

Brug 0,5-1 tsk. smør eller kokosolie pr. pandekage til stegning. Sørg for at fedtstoffet er fordelt på hele panden inden dejen hældes på. Steg pandekagerne på en mellemvarm pande, hellere lidt til den varme side, ellers tager det lang tid og pandekagerne bliver for blege.

Hellere hælde en lille smule dej på og fordel dejen over hele panden så man får en fin tynd pandekage. Kommer man alligevel til at hælde for meget dej på kan man evt. hælde overflydende dej ned i skålen igen, når dejen lige har sat sig på panden.

Pandekagen skal vendes efter et par minutter når dejen begynder at se fast ud på overfladen, der begynder at danne sig bobler på overfladen og kanten på pandekagen bliver let gylden.

Jeg plejer at lægge pandekagerne på en tallerken og lægge en anden tallerken ovenpå indtil de alle er færdige, så de holder sig lune.

Spis pandekagerne med det samme og top med dit yndlings topping. Prøv f.eks. nutella og banan med lidt kakaonips eller den klassiske; syltetøj og sukker.

Smid endelig en kommentar, hvis du prøver opskriften. God fornøjelse!





157 visninger2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page