top of page

Smoothieskål

  • Nanna Philbert
  • 14. feb. 2016
  • 2 min læsning

Opdateret: 2. mar. 2020


Smoothies er en frisk og nem måde at få en masse bær og frugt indenbords (eller grøntsager for den sags skyld). En alternativ måde at servere en smoothie, er i en skål. Dette gør man bedst, ved at lave smoothien ekstra tyk, så den har en islignende konsistens. Dette er noget, jeg selv ofte spiser til morgenmad og nyder med stort velbehag. Af samme årsag har jeg lavet en lille guide til hvordan man laver en lækker smoothieskål.

Til én stor potion smoothie (eller to små) skal man bruge følgende ingredienser:

- 200 g. yoghurt (eller skyr med sød smag, hvis ikke man har proteinpulver)

- Evt. 20 g. proteinpulver (jeg brugte vanilje, men frugtsmage er også velegnede)

- 250 g. bær ( f.eks. 150 g. blåbær og 100 g. jordbær)

- Et par skiver frossen banan

Et godt tip er altid at have en bøtte med frossen bananskåret i skiver i fryseren. Det egner sig virkelig godt til smoothies og giver en lækker cremet konsistens.

Først hældes yoghurt (eller skyr) i blenderen, herefter frugt og proteinpulver.

Det vil ikke blende særlig nemt, så det er en god ide at starte med at blende pulserende eller på lav intensitet, indtil det får en ensartet konsistens. Herefter kan man lige så stille begynde at skruge op.

Når smoothien virker færdigblendet, kan man med fordel lade den blende videre med høj intensitet i ca. 20 sekunder. Dette gør den ekstra luftig og fyldig, og den vil 'hæve' med et par centimeter.

Når smoothien når den ønskede konsistens, overføres den til en eller flere skåle/glas. En dejskraber er god til dette formål, da det godt kan være svært at få det hele ud.

Nu er smoothien faktisk spiseklar. Dog kan man gøre den ekstra lækker ved at tilføje toppings. Et eksempel på dette kunne være chokoladesovs. Man kan nemt selv kan lave sukkerfri chokoladesovs ved at blande en tsk. ren kakaopulver sammen med en spiseske stevia puddersukker eller en tsk sirup/honning og 2-3 tsk. vand i en lille skål.

Herefter kan man tilføje yderligere toppings. Et eksempel kunne være det nedenstående simple eksempel, hvor smoothien er toppet med kakaonibs, havregryn og mandler.

Et andet serveringsforslag kunne være at dele smoothien i mindre portioner til flere personer i små lave glas og servere som en del af en lækker brunch. Uanset hvordan det serveres, kan jeg varmt anbefale smoothieskåle.

God appetit!


Comentários


© 2021 af Nanna Philbert

bottom of page