top of page

Müsli deluxe

  • Nanna Philbert
  • 5. mar. 2016
  • 2 min læsning

Opdateret: 3. mar. 2020


Langt de fleste ting smager bare bedst når det er hjemmelavet. Müsli er ingen undtagelse, og selvom der findes utallige gode varianter i supermarkederne, så er der ingen af dem, der slår det hjemmelavede. Laver man det selv, ved man også hvad det består af og man har mulighed for at lave det præcist, som man kan lide det. Det satte jeg mig for at gøre med müsli, og resultatet blev det lækreste sprøde müsli, med en tilpas sødme og en dyb ristet smag - og helt uden tilsat sukker! Derfor har jeg også kaldt den 'müsli deluxe', fordi det i sandhed er deluxe. Desuden er det virkelig nemt at lave og det tager en halv time fra start til slut.

granola sukkerfri müsli sund

Til en mellemstørrelse beholder skal du bruge:

- 1 moden banan

- 100 g. økologiske havregryn

- 50 g. jumborosiner

- 40 g. dadler

- 30 g. mandler

- 10 g. hørfrø

- 20 g. græskarfrø

Start med at tænde ovnen på 180 grader. Hak derefter mandlerne og dadlerne groft. Tilsæt disse og de andre ingredienser undtagen bananen til en skål.

Mos bananen i en skål. Dette gøres meget effektivt med en stavblender, da det er vigtigt at der ikke er nogle 'klumper' tilbage.

Overfør bananmassen til skålen med de tørre ingredienser og bland det sammen til massen er ensartet.

Overfør müslimassen til en bageplade med bagepapir. Spred det godt ud over hele pladen, så der ikke er nogle store tykke klumper.

Bag det midt i ovnen i 20-25 minutter eller indtil det får en let gylden farve. Tag det ud igen og lad det køle af på bagepladen. Rør eventuelt lidt i det og bræk det i mindre stykker, dette fremskynder nedkølingsprocessen.

Det er vigtigt at müslien får lov til at køle helt ned, før det kan pakkes væk. Hvis ikke det er helt afkølet, vil det ikke bevare sin sprødhed - og det ville være en skam! Opbevar müslien i en lufttæt beholder. Det kan holde i et par uger, men det er mest sprødt indenfor den samme uge, man har lavet det.

Müslien kan nydes som topping på yoghurt og andre mælkeprodukter som morgenmad eller en lille snack. Man kan også spise det for sig selv med mælk eller bare helt solo, som en lækker sprød bid - personligt har jeg snacket en del i det.

Denne opskrift kan varieres på mange måder. Kan du ikke lide mandler? Så erstat dem med andre nødder! Elsker du chokolade? Så put det i! Det er kun fantasien der sætter grænser. Dog vil jeg sige at denne udgave gør det rigtig godt. God appetit!

コメント


© 2021 af Nanna Philbert

bottom of page