top of page

Tropisk müsli/granola

  • Nanna Philbert
  • 3. jul. 2016
  • 2 min læsning

Opdateret: 7. mar. 2020


Müsli, eller granola som det også kaldes når det er honningristet, er virkelig lækkert at putte oven på yoghurt, smoothies eller bare med mælk på som morgenmad. Når man laver det selv, har man tilmed det privilegie at man kan lave det præcist som man ønsker, og man kan eksperimentere med forskellige smagssammensætninger. Jeg har prøvet at lave en lidt sommerlig tropisk müsli/granola med bl.a. kokosflager og tørret mango og det er smager bare virkelig godt. Derfor skal opskriften naturligvis deles herinde på bloggen. Fremgangsmåden er nogenlunde den samme som min tidligere opskrift 'Müsli deluxe' og det også stadigvæk sukkerfrit samt nemt og hurtigt at lave!

Til en mellemstørrelse beholder skal du bruge:

- 1 moden banan

- 100 g. økologiske havregryn

- 50 g. tørret mango

- 50 g. tørret melon (eller tranebær, de er nemmere at finde)

- 20 g. kokosflager/kokosmel

- 30 g. mandler

- 15 g. solsikkefrø

- 15 g. græskarfrø

Start med at tænde ovnen på 180 grader. Blend bananen med en stavblender i en skål. Sørg for at der ikke er nogle klumper tilbage.

Hak mandlerne og den tørrede frugt i små stykker og put det i en skål. Afvej de resterende ingredienser i skålen og vend bananmassen ned i skålen sammen med de andre ingredienser.

Når müslimassen har en ensformig konsistens overføres den til en bageplade med bagepapir, hvor det spredes ud så det er ligelidt fordelt ud over pladen i et tyndt lag.

Bag midt i ovnen i 20-25 minutter indtil det har en gylden flade. Müslien skal køle af på en rist før det kan spises.

Det er vigtigt at det får lov til at køle hélt af, før det pakkes i en beholder. Opbevar det i en komplet lufttæt beholder. Det kan holde et par uger, men det er bedst og mest sprødt indenfor den første uge det er blevet lavet.

Denne kombi er virkelig én jeg vil anbefale og den er dejlig sommerlig. God fornøjelse!


Comentários


© 2021 af Nanna Philbert

bottom of page