Blomkålsris
- Nanna Philbert
- 10. maj 2016
- 2 min læsning
Opdateret: 15. jan. 2021
Ris er meget almindelig at spise og det er også super lækkert og kan krydres på alle mulige spændende måder. Dog kan det godt blive lidt tungt og meget kulhydratrigt, men det er der heldigvis råd for. Man kan nemlig lave et sundt alternativ til ris, som minder uhyre meget om det både i konsistens og i sin neutrale smag: Blomkålsris! Det er kaloriefattigt (60 kcal i hele portionen), det smager fantastisk og det er uhyggeligt nemt at lave (nemmere end almindelige ris). Desuden er det en super snedig måde at få sneget nogle grøntsager ind i sin daglige kost. Hvad er der ikke at elske?
Til en mellem portion (2 personer) skal du bruge:
- 1/2 hoved blomkål
- ca. 1 tsk salt
- Evt. krydderier
Skyl og hak blomkålet i mindre stykker og anbring det i en foodprocesser.

Blend/purer blomkålen indtil det har en rislignende konsistens.


Når blomkålsrisene har den ønskede konsistens (jeg kan godt lide det ret fintpureret) lægges det i en glasskål eller en anden skål, som kan tåle at komme i mikrobølgeovnen.

Giv det ca. 5 minutter i mikrobølgeovnen ved omkring 700 watt. Lad det stå at køle af i ca. 5 minutter yderligere, når det er færdigt.
Herefter smages blomkålsrisene til med salt (ca. 1 tsk) og det er også nu kan man krydre dem, hvis man ønsker det. Dette kunne f.eks. være med tørrede koriander og citronsalt.

Nu er risene klar til servering. De kan erstatte ris i alle tænkelige sammenhænge! Serveringsforslag kunne være i form af stegte ris eller sammen med et lækkert stykke fisk såsom laks (som på nedenstående billede, opskrift kommer snart)

Jeg håber denne nemme og sunde opskrift kan bruges. Skriv endelig med feedback - God fornøjelse!
Comments