top of page

Sunde kanelmuffins

  • Nanna Philbert
  • 16. maj 2016
  • 2 min læsning

Opdateret: 5. mar. 2020


Nogle gange bliver bananer bare lidt for modne til at man gider at spise dem. Heldigvis er bananer geniale til sundt bagværk, så hvis du ligesom mig ofte har et par meget modne babaner liggende, så udnyt deres fulde potentiale og bag kage!

Resultatet af mine modne bananer blev en lækker kanelmuffin uden tilsat sukker og med masser af smag. De er sunde og virkelig nemme at lave og så smager de slet ikke af 'sund' kage. Opskriften vil jeg naturligvis dele med jer.

Til 10 muffins brugte jeg:

- 3 økologiske æg

- 100 g. stenfri dadler

- 2 modne bananer

- 80 g. mandelmel (eller almindeligt mel) eller smagsneutralt proteinpulver

- 1 spsk. HUSK fiber*

- 1 tsk. kanel

- 1 tsk. vaniljesukker eller 1/2 vaniljestang

- 1/2 tsk. kardemomme

- En knivspids salt

*jeg brugte ikke HUSK fiber i mine muffins, og dejen blev lige en anelse for flydende.... Derfor har jeg tilføjet det til opskriften her!

Start med at tænde ovnen på 180 grader.

Blend æg og dadlerne sammen indtil dadlerne er blendet sammen med æggene. Tilsæt bananerne til blenderen og blend det hele til det har en ensartet luftig konsistens.

Overfør massen til en skål. Tilsæt alle de tørre ingredienser og bland det sammen. Dette kan med fordel gøres med en dejskraber.

Fordel dejen i muffinforme på en bageplade. Som førnævn blev min dej en anelse flydende, hvilket også fremgår af billederne. Hvis bare du husker HUSK fiber, så er problemet løst!

Bag dem i ovnen i ca. 20-25 minutter indtil en tændstik kommer ud ren, når du stikker den ned i kagen. Lad dem køle lidt af evt. over en rist.

Smukke blev de ikke, men de smager virkelig godt. Nu er de lækre muffins klar til at blive spist.

Hvis man vil gøre lidt ekstra ud af dem kan man lave en topping ved piske en halv dåse fed kokosmælk sammen med 1 tsk vaniljesukker. Så får man lækker og lettere flødeskum.

I én muffin er der (ekslusivt topping) 127 kcal, 15 g. kulhydrat, 6 g. fedt og 4 g. protein.

Jeg håber at denne opskrift kunne bruges, den kan i hvert fald varmt anbefales. Disse muffins ville være det perfekte søde mellemmåltid, til at tage med til en fødselsdag, eller hvis man skal have kage med i skole eller på arbejde. Kom endelig med feedback på opskriften.

God fornøjelse!


Kommentare


© 2021 af Nanna Philbert

bottom of page