Masala stegte ris
- Nanna Philbert
- 22. sep. 2016
- 2 min læsning
Opdateret: 15. jan. 2021
Som nogle måske har bemærket, har jeg en hvis forkærlighed for krydret mad og særligt den indisk inspirerede slags. Til denne ret brugte jeg det såkaldte garam masala krydderi, som er en meget smagfuld og varm krydderiblanding, som består af det ene lækre krydderi efter det andet. Med sådan en blanding kan det ikke gå galt! Her er opskriften på mine masalakrydrede stegte ris.

Til 4 personer skal man bruge:
- 4 dl ris eller 1 blomkål*
- 3 løg
- 1/2 bundt foråsløg (ca. 5 stk)
- 4 fed hvidløg
- En lille bakke cherrytomater
- ca. 300 g. bønner (friske eller frosne)
- Frisk persille
- Garam masala krydderi*
- Evt. kød eller bønner til at fuldende retten (jeg lavede kylling til men f.eks. stegte limabønner ville også være genialt)
*ris eller blomkål alt afhænigt af om man laver almindelige ris eller de mere lette blomkålsris (søg på bloggen for opskrift herpå)
*Garam masala er et blandingskrydderi som f.eks. karry også er, og det består groft sagt af koriander, kanel, nelliker, ingefær, spidskommen, fennikel, peber, chili, kardemomme, stjerneanis, laurbærblade og muskatnød - alt sammen i pulverform. Har du ikke garam masala, kan du bare krydre retten med disse krydderier.

Først og fremmest skal risene tilberedes. Er det almindelige ris skal de bare koges efter pakkens anvisning, og hvis du laver blomkålsris så følg fremgangen i dette indlæg:
http://nannaphilbert.wixsite.com/madogvelvaere/single-post/2016/05/10/Blomk%C3%A5lsris
Hak nu løg, forårsløg og hvidløg og halver tomaterne. Steg dette og bønnerne i lidt olivenolie i en stor pande indtil løgene er klare og bløde.


Tilsæt nu garam masala og risene til panden og bland det hele godt sammen. Hvis du ikke laver dette som tilbehør, men som hel ret og ønsker noget kød eller kogte bønner i retten, så skal det også med på panden nu.


Lad nu det hele simre/stege ved middel varme i mindst 10 minutter mere (gerne op til en halv time). I mellemtiden hakkes et par håndfulde frisk persille, til at toppe retten med når den er færdig.

Herefter er det ellers spiseklart.

Risene går rigtig godt sammen med lidt mangochutney. Servér sammen med f.eks. kylling. Resterne kan sagtens holde et par dage i køleskabet eller fryses ned. God appetit!
Comments