Jule dadelkugler/Raw pebernødder
- Nanna Philbert
- 1. dec. 2016
- 2 min læsning
Opdateret: 28. nov. 2020
Julen nærmer sig med hastige skridt og i denne skønne juletid, skal man bestemt ikke snyde sig selv for en masse julehygge. Dette indebærer også en masse god mad og julegodter. Jeg har derfor lavet en opskrift på yderst julede dadelkugler som helt klart vil tilfredsstille trangen til søde julesnacks. Man kan også kalde dem 'raw pebernødder' og trille dem i pebernøddestørrelse.

Til ca. 16 stk. skal man bruge:
- 150 g. medjool dadler
- 50 g. mandler
- 30 g. havregryn
- 1/2 tsk. kanel
- 1/2 tsk. vaniljesukker
- 1/8 tsk. kardemomme
- 1/8 tsk. knuste nelliker

Fjern stenene fra dadlerne ved at flække dem. Læg dem nu i en skål med et par spsk. vand og mos dem sammen med en gaffel.


Afvej nu mandler og havregryn og blend det i en blender til det får en grov mellignende konsistens.

Tilføj nu dette til dadelmassen sammen med de sidste ingredienser.

Bland nu det hele godt sammen og saml det til en ensformig masse. Jeg synes det var nemmest at gøre dette med hænderne, som når man ælter en dej.

Tag nu ca. en tsk. af dejmassen ad gangen og rul det sammen til en kugleform.

Hvis man vil kan man også sagtens rulle dem i f.eks. kakao, chiafrø, hakkede nødder eller overhælde dem med smeltet chokolade. Kun fantasien sætter grænser. Jeg synes dog de er en smagsbombe i sig selv, så jeg holdt det simpelt.

Så er de faktisk færdige og spiseklar lige med det samme. Nyd dem med din kaffe, som en lille julesnack på gæstebordet eller på farten.

De skal opbevares på køl, men de kan sagtens stå ved stuetemperatur i et par timer uden at der sker noget ved det. De er forresten også veganske. God fornøjelse!
Comments