Intens varm kakao
- Nanna Philbert
- 11. jan. 2017
- 1 min læsning
Opdateret: 7. mar. 2020
Vinter blæst og kulde rammer os nu og det samme gør sæsonen for dejlige varme drikke. En af mine personlige favoritter at varme mig på her i vinterkulden er varm kakao. Af samme årsag har jeg lavet en opskrift på en ekstremt smagfuld varm kakao, og den er naturligvis kun lavet af nærende og naturlige råvarer.

Til en kop på ca. 250 ml:
- 200 ml. mælk (jeg brugte minimælk)
- 1 spsk. kakao
- 1 spsk. honning
- 1/3 tsk. instant kaffe
- Et lille stykke mørk chokolade
- Et lille drys salt

Varm mælken i en kop med en lille tallerken over i mikrobølgeovnen i ca. 2 minutter.
Mælken kan også varmes i en gryde, i så fald skal de andre ingredienser også bare tilføjes gradvist.
Tilsæt chokolade og honning til den varme mælk og lad det smelte. Laves det i en gryde, så bare rør rundt i det og sørg for at det ikke brænder på.

Bland kakao, instantkaffe og salt sammen i en lille skål.

Rør nu dette sammen med mælken. Det kan godt være nødvendigt at genopvarme mælken.

Sørg for at alle kakaoklumper bliver rørt ud.

Så er den varme kakao faktisk færdig. Den kan sagtens drikkes i sig selv, men jeg vil anbefale enten en klat flødeskum evt. lavet på kokosmælk, eller et par skumfiduser.


Jeg håber, at I kan bruge denne opskrift og kan få lige så meget glæde ud af den, som jeg selv har i disse kolde tider. God fornøjelse!
Comments